Ordet Caribien klinger i de fleste menneskers ører af sol, palmer og olietøndemusik. Solen og palmerne er uundgåelige sider af øernes natur, men olietøndernes fremtrædende plads i folks billede af specielt de små antiller skyldes disse øers helt bevidste lancering af olietønderne som øernes stolthed. I mange lufthavne står der et såkaldt steelband og spiller, mange hoteller har engageret steelbands til at underholde, og diverse turistfilm benytter olietønder som underlægningsmusik.
Set fra Vesteuropa kan det godt undre, hvordan dette specielle fænomen, steelbandet, med sine ofte over 100 musikere og noget eksotiske lyd har kunnet opnå denne popularitet, og man kan stille sig spørgsmålet, hvorfor et så specielt instrument, fremstillet som et typisk affaldsprodukt, er opstået netop dette sted i verden, og hvordan denne proces er forløbet.

Tamboo-bamboo
Efter trommeforbudet i 1884 var de afrikanske trommer uigenkaldeligt ude af billedet i forbindelse med karnevallet (1), og som tidligere nævnt dominerede to andre orkestertyper derefter den afro-caribiske musik: stringbandet og tamboo-bamboo bandet (af fransk tambour=tromme).
Stringbandet, det mest europæisk prægede af de to orkestertyper, knyttede sig til double-tone calypsoen (den type musik, der - som santimanitay-calypsoen - stræbte opad i samfundet for at opnå højere social status, trods det faktum, at mange tekster alligevel indeholdt stærk kritik af den herskende samfundsorden). Tamboo-bamboo bandet fungerede derimod overvejende i forbindelse med kalindaen og single-tone calypsoen (den type musik, der hovedsagligt var de laveste samfundsklassers udtryksform).
Bambusrør som musikinstrumenter kendes fra Afrika, Asien, Oceanien og Syd- og Mellemamerika, men i Trinidad optræder de ikke før 1884 og synes at være udviklet udelukkende i forbindelse med karnevalsmusik og barrack yard kulturen (2).
Det dybeste instrument var the boom, en bambusstok, 1.3 til 1.6 m lang og omkring 13 cm i diameter. Lyden blev frembragt ved at støde den i jorden, og 2 bas-booms kunne tilsammen danne f.eks. følgende rytme:

En enkelt bas-boom kunne spille denne rytme:

Et andet instrument var the cutter, en bambusstok, 0.7 til 1.1 m i længden og ca. 9 cm i diameter. En cutter blev spillet ved bære den over skulderen og slå på den med en stik eller ved at støde den i jorden, samtidig med at den blev anslået med en stik. Rytmen kunne f.eks. være:

Et tredie instrument var den såkaldte fuller, en stok med længde omkring 30 cm og 8 cm i tykkelse. Man spillede på 2 ad gangen og stødte enten enderne af de to stokke sammen i forskellige rytmer eller stødte dem i jorden i denne rytme:

Det er naturligt at antage, at bambusorkestrets rytmer i et vist omfang er afledt af de afrikanske trommerytmer, ligesom det er naturligt, at disse rytmer forplanter sig til senere tiders musik. Se blot sammenhængen mellem bas-boom og bassen i det moderne calypsoorkester (ex.41), mellem cutter og nutidens conga (ex.38 og 39) samt mellem fuller og timbales-klokkerne (ex.40).
Et tamboo-bamboo band bestod af mere end ét af hvert bambusinstrument. Jo flere der var, des højere var lyden, og da bandets opgave jo var at akkompagnere sang, dans og karnevalsparade, skulle det gerne kunne høres af alle karnevalsbandets medlemmer. Foruden bambusinstrumenterne bestod orkestret også af percussioninstrumenter såsom shak-shak (maracas), scrapers (metalguiroer), kasserede metalbeholdere og glasflasker, specielt en firkantet gin-flaske, som var ekstra holdbar, og som man slog på med en ske (bottle-and-spoon).